STRATEGISK INDSATSOMRÅDE #3

Talent og Elite

Udviklingen af talent og elite er afgørende for at sikre den øvre del af fødekæden i dansk musik. Uden talent ingen elite. Og uden elite ingen Koda. Derfor er talent og elite et ud af fire indsatsområder i Kodas Kulturstrategi.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Kodas forretning i høj grad er baseret på indtægtsgrundlaget fra de højst indtjenende medlemmer.

Disse medlemmer er i økonomisk og kulturel forstand ikke bare Kodas elite, men Danmarks musikskabende elite. Og de er helt afgørende ikke bare for Koda, men for dansk musikkultur som sådan. Det er disse medlemmer, der skaber den musik, der er med til at definere den tid, vi lever i. Soundtracket til vores liv og de fællesskaber, vi er en del af.

Men der findes også en anden type elite med et mere kunstnerisk eller nichepræget virke og udgangspunkt. Og denne elite er mindst lige så vigtig, fordi det skabende danske musikliv ikke alene bør måles på antal streams og radioafspilninger alene, men også på sin kunstneriske kvalitet og udtryksmæssige mangfoldighed.

Fakta: Talent og Elite

  • Kodas økonomiske elite – 511 medlemmer som tjener over 100.000 om året – modtog 76 procent af udbetalingerne fra Koda i 2020.

  • 18.003 medlemmer tjente i 2020 under 1.001 kroner om året svarende til en procent af Kodas samlede udbetalinger.

  • Et lille nåleøje: Ud af cirka 15.000 kunstnere lykkedes det 22 at klare springet fra at spille koncert på en af Danmarks små scener (op til 400 publikum) til en af de største (over 1650 publikum) i perioden 2007-2017.

  • Voksende talentmasse: I 2010 fik i alt 14.709 medlemmer udbetalt penge fra Koda. I 2020 var det 25.951.

Kilder: Kodas årsberetning 2010 og 2020. Kodas analyse af 10 års danske koncerter fra 2007-2017.

Afgørende at støtte eliten
Eliten er både kulturelle ledestjerner og forudsætningen for Kodas forretning. Derfor er det helt afgørende at støtte og udvikle eliten. Dels for at sikre et fast tilhørsforhold blandt de højst indtjenende medlemmer, dels fordi en synlig og aktiv elite er med til at skabe de forbilleder, der kan inspirere nutidens talenter til at blive morgendagens elite.

Selvom man tilhører eliten, har man stadig brug for støtte. Nogen har brug for hjælp til at få musikken ud over Danmarks grænser. Andre har brug for økonomisk støtte til realiseringen af et bestilt værk, mens andre igen kan få stor gavn af at få foden indenfor til internationale sangskrivercamps. Og så kan selv de dygtigste komponister og sangskrivere have brug for inspiration til at udvikle sig og udvide værktøjskassen ved for eksempel at deltage i workshops eller master classes.

Uden talent kommer der dog aldrig en elite. Derfor hænger talent og elite nøje sammen. Og derfor er det mindst lige så vigtigt, at unge talentfulde sangskrivere, komponister og musikskabere har adgang til en bred vifte af støttemuligheder og udviklings- og karrierefremmende initiativer.

Det handler blandt andet om at hjælpe talenterne på afgørende tidspunkter i deres udviklingsrejse og støtte dem i at realisere projekter, der ellers ikke vil være råd til, når man er på vej op. Det er den slags støtte, der kan bidrage til at gøre hele forskellen. Og som i sidste ende medvirker til, at man ender som morgendagens elite.

Derfor støtte Koda både talent og elite. Det er hele grundlaget for det, vi laver.

Danish Songwriting Academy: Nu behøver talenterne ikke rejse ud

 

Danish Songwriting Academy er en toårig eliteuddannelse i sangskrivning og produktion i Roskilde. Eleverne undervises af danske og internationale sangskrivere, producere og branchefolk med inspiration fra den svenske brancheuddannelse Musikmarkarna. Koda Kultur har bidraget med økonomisk støtte til uddannelsen.  

Tre hurtige spørgsmål til formand for Danish Songwriting Academy, Niels Mosumgaard:

Hvordan bidrager Danish Songwriting Academy til udviklingen af eliten og talentmassen i dansk musik?
”En masse hits er skrevet af sangskrivere og producere, som har været gennem en slags mesterlære hos store danske sangskrivere og musikforlæggere de senere år. Det er en hård skole og kan være svær at få kontinuitet i som vækstlag. Vi tilbyder derfor en toårig sangskriverskole, hvor vi tager det bedste fra den konkrete indgang til markedet. Vi læner os op ad Musikmakarna i Sverige, som har en gennemprøvet uddannelse af samme slags. Vi håber, at vi kan professionalisere vækstlaget gennem en direkte kontakt på skolen til netværket i branchen, og dermed udvikle eliten i dansk musik.”

Hvilken betydning, håber I på, at Danish Songwriting Academy får for talentudvikling i dansk musik?
”Ved at skabe en elite af skabende sangskrivere og producere, som har et direkte netværk i branchen, er vores håb, at vi kan skabe en øget eksport af dansk musik, skabe arbejdspladser og en fælles forståelse af at alle spillere i musikbranchen arbejder sammen om det samme mål. Nemlig at skabe nogle sange, som betyder noget for publikum, og som faktisk når bredt ud.”

Hvad har støtten fra Koda Kultur betydet for Danish Songwriting Academy?
”Koda Kultur har sammen med alle andre spillere i musikbranchen fra sangskrivere, managere, musikforlæggere og pladeselskaber støttet økonomisk op om etableringen af Danish Songwriting Academy, og det betyder, at alle fra skaberne i Koda til musikforlæggere og pladeselskaber tager ejerskab på det fælles økosystem, som en velfungerende musikbranche bør være. Støtten fra Koda Kultur har været helt afgørende i alle faser af etableringen, og vi er taknemmelige for, at Koda Kultur, som jo præcis er de skabendes forretning, kan se idéen med at lave en uddannelse, der i høj grad har manglet herhjemme. Nu behøver vores talenter herhjemme ikke rejse til Norge, England eller Sverige for at dygtiggøre sig.”